NVOL henvendelser

ER NVOLS SVAR PÅ HENVENDELSER GOD PRAKSIS?


Som Danmarks nationale center for ordblindhed m.v. har NVOL til formål at være ”omdrejningspunkt for formidling af nyeste viden om ordblindhed og andre læsevanskeligheder med et anvendelsesorienteret sigte”.


I Læs&Stav var vi derfor begejstrede for etableringen af NVOL (se fx omtale i vores nyhedsbrev), og vi var overbeviste om, at NVOL ville være interesserede i det – så vidt vides – første store lodtrækningsforsøg på ordblindeområdet herhjemme, nemlig VIVEs Doolexia-forsøg.


Kort efter NVOLs etablering – og længe inden vi vidste, hvad konklusionerne af VIVE-forsøget ville blive – orienterede vi derfor NVOL om forsøget og indbød til dialog og samarbejde om det. Til vores overraskelse afviste NVOL begge dele trods adskillige henvendelser.


Efter offentliggørelsen af Beuchert et al i august 2024 skrev vi igen til NVOL og nævnte blandt andet, at vi håbede, at NVOL ville finde det relevant at udbrede kendskabet til rapportens konklusioner. NVOL svarede først, at centeret som udgangspunkt ikke ”anbefaler” kommercielle undervisningssystemer (hvilket vi ikke havde bedt om) og siden, at det ikke ville ”anmelde” Doolexia (hvilket vi heller ikke havde bedt om). Vi skrev, at vi ville være tilfredse, hvis blot NVOL neutralt ville henlede opmærksomheden på udgivelsen af Beuchert et al og foreslog igen et møde, men det blev afvist. I stedet valgte NVOL at skrive sin artikel om de to effektundersøgelser.


Siden Læs&Stav blev opmærksom på artiklen, har vi forsøgt at få svar på en række konkrete og begrundede spørgsmål og kritikpunkter fra artiklens forfattere og siden fra lederen af NVOL. Dem har NVOL, med undtagelse af et enkelt spørgsmål, ikke ønsket at svare på.


Som Danmarks nationale center for ordblindhed m.v. har NVOL en helt særlig platform på dette fagområde, og dermed også en særlig forpligtelse, som NVOL også vedkender sig: ”Videncenteret er omdrejningspunkt for formidling af nyeste viden om ordblindhed og andre læsevanskeligheder med et anvendelsesorienteret sigte. Videncenteret bidrager til at understøtte god praksis for undervisning af børn, unge og voksne med ordblindhed og andre læsevanskeligheder…”


I dette tilfælde forekommer det, at det ikke har været disse mål om at formidle nyeste viden og understøtte god praksis, der har vejet tungest.


Hvis NVOLs platform lod brugerne komme til orde, kunne der komme interessante debatter ud af det, og det ville være mindre afgørende, om NVOL selv leverede balancerede og velunderbyggede omtaler og vurderinger af forskningsresultater. Men når NVOLs platform er baseret på énvejskommunikation, stiller det særligt store krav til faglighed og uvildighed, og til at stå på mål for sine vidensprodukter, når der stilles relevante, begrundede og konkrete spørgsmål til dem.


Som civilsamfundsorganisation, der har arbejdet ulønnet i årevis på at stable det – så vidt vides – første store lodtrækningsforsøg herhjemme på benene til mulig gavn for de titusindvis af børn med skriftsprogsvanskeligheder har vi oplevet det som decideret besynderligt gang på gang at blive mødt af en lukket dør hos dem, der netop har ansvar for at formidle nyeste viden og understøtte god praksis.


Læs videre:


ER NVOLS...



Kontakt os


I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål til projektet. Vi er alene baseret på frivillig arbejdskraft, så vi kan ikke garantere svar med det samme - men vi skal nok vende tilbage til jer.

 
 
 
 
Privacy policy

OK
unsplash