Med en klar rollefordeling, få formelle krav, facilitering af netværk blandt undervisere og præmiering af skoler, der vil stille deres viden til rådighed til gavn for alle andre, håber vi i Læs&Stav at kunne skabe afgørende, ny viden til gavn for alle grundskoleelever med skriftsprogsvanskeligheder.
Hvilke af landets ca. 1.600 skoler har størst succes med at løfte læsning og stavning hos de elever, der har ordblindhed eller andre skriftsprogsvanskeligheder? Hvordan gør de - helt konkret? Hvad koster deres indsats pr. elev? Skyldes deres succes, at de har særligt dygtige undervisere - og hvad er det så, disse kan og gør? Eller skyldes succesen, at de benytter særlige indsatser, metoder eller organiseringsformer - og er det i givet fald muligt for andre at lade sig inspirere af?
I Læs&Stav ønsker vi brændende at kende svarene på disse spørgsmål, fordi de vil kunne hjælpe endnu flere skoler til at hjælpe deres svage læsere bedst muligt. Os bekendt er der ingen, der har svarene. Med dette projekt håber vi at få i hvert fald nogle af dem.
Hvilke skoler er i målgruppen?
Selvom alle grundskoler kan tilmelde sig, giver det reelt kun mening for de af dem, der arbejder intensivt og struktureret på at hjælpe deres svageste læsere til skriftsproget og ved, at deres tilbud er effektive. Kriterierne for præmiering er langt fra uopnåelige: Vi har sat tærsklen til 85% af den effekt, som 29 skoler opnåede i VIVE-forsøget på 16 uger, vel at mærke med en ny indsats og uden særlige forudsætninger eller tilførsel af lærerkræfter udefra. Men vi har sat tærsklen højt nok til, at vi vurderer, at flertallet af skoler ikke vil opnå præmiering med deres nuværende læse/stavetilbud for de svageste læsere.
Det gør vi, fordi målet med projektet ikke er at foretage en bred afdækning på alle skoler, men derimod at motivere de dygtigste skoler til at dele ud af deres viden.
Den viden vil dels kunne skabe værdi direkte, når den bliver stillet til rådighed for andre skoler af projektets forskerteam. Men den vil især kunne inspirere Læs&Stav og andre vidensinstitutioner til efterfølgende deep dives på de skoler og i de metoder, der viser størst potentiale.
Hvilke elever er i målgruppen?
I VIVE-forsøget kunne elever på 4. til 8. klassetrin med rød eller gul ordblindetest, der var i stand til at deltage i holdundervisning, tilmeldes. I dette projekt har vi valgt præcis samme målgruppe. Det skyldes, at vi derved håber at kunne opnå en grad af sammenlignelighed, så forskerne kan bygge videre på den nye viden, VIVE-forsøget skabte.
Af samme årsag beder vi også skolerne teste eleverne med de samme, standardiserede testbatterier (alderssvarende, digitale ST- og Hogrefeprøver uden hjælpemidler). Læs mere om kravene til test i projektet.
Hvad indebærer det at deltage?
Det er vigtigt for os at gøre det så nemt som muligt for skoler at deltage i projektet. Derfor stiller vi kun to krav:
Den viden, forskerne derigennem får om skolernes tilbud, bliver offentliggjort i anonymiseret form, så de kan komme elever på andre skoler til gavn.
Der er således ikke krav om, at skolerne skal ændre deres praksis for at kunne deltage. Det må de gerne, men de behøver ikke gøre det for projektets skyld.
I Læs&Stav vil vi facilitere et fagligt netværk blandt de deltagende undervisere, der er interesserede i at udveksle erfaringer med dygtige kolleger på andre skoler. Et sådant netværk voksede nærmest spontant frem blandt skolerne i VIVE-forsøget og var værdsat af mange.
Efter skolernes indsendelse af de tre tests, vil forskerne beregne præmieringens størrelse. Læs mere om præmieberegningen.
Derefter skal skolen blot tage stilling til, hvordan præmieringen skal benyttes, og sikre at Læs&Stav får regningen bagefter.
Hvordan fungerer forskningen i projektet?
Der er tale om en relativt let forskningskomponent, der først for alvor kommer i spil hen mod projektets afslutning.
I perioden indtil skolernes indsendelse af testresultater anden gang (første eftertest, ca. et halvt år efter førtesten) skal forskerne alene modtage, og i samarbejde med skolerne kvalitetssikre, disse.
Baseret på elevernes fremgang mellem første og anden test vil forskerne planlægge og gennemføre deres kvalitative dataindsamling, så størstedelen af arbejdet målrettes dataindsamling fra de skoler, der har de bedste resultater.
Efter skolernes indsendelse af tredje test, vil forskerne indsamle de sidste data fra skolerne, analysere data og publicere projektets slutrapport, der vil indeholde deres anbefalinger af yderligere forskning. De vil også beregne præmieringens størrelse og meddele resultatet til Læs&Stav.
Hvad er Læs&Stavs rolle?
I Læs&Stav finansierer vi projektet med donationer fra privatpersoner, fonde m.v. Derudover varetager vi den overordnede projektledelse og den løbende kontakt til skolerne, herunder facilitering af det faglige netværk blandt underviserne.
Vi afholder udgifter til forskere, herunder transport og løn, men forskerne arbejder uafhængigt af foreningen.
Læs&Stav drives alene af ulønnede og frivillige, så vi kan ikke garantere, at vi altid vender hurtigt tilbage, men tag endelig fat i os, og vi vil gøre vores bedste for at besvare din henvendelse.
Landsforeningen Læs & Stav Donsevej 2 2970 Hørsholm hej@laesogstav.nu